Læringshuset

Bemærk, at der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.
Herunder kan du læse mere om Fremtidens Skole - Læringshuset i Nærheden

”Byggeriet af Fremtidens Skole – Læringshuset i Nærheden går i gang i 1. halvdel af skoleåret 2019-2020, og den nye skole forventes at stå klar i 1. halvdel af skoleåret 2021-2022.

Læringshuset bliver på ca. 15.500 m² og får 5 spor, altså 5 klasser på alle årgange, samt integreret daginstitution og idrætshal. Når Læringshuset står klar i 2021, sammenlægges Charlotteskolen og Hedehusene Skole, for at indgå i den nye skole. Høje-Taastrup Kommune udvikler Fremtidens Skole på alle skoler i kommunen, men det er Charlotteskolen og Hedehusene Skole, som i de kommende år får rollen som spydspids-skoler for den undervisningsform, der skal kendetegne Læringshuset.

Den nye skoles profil er udviklet på baggrund af erfaringer fra både forskning, erhvervsliv og praktisk pædagogik. Bag profilen står blandt andet LEGO Education og en række forskere og erhvervsfolk samt det pædagogiske personale i Høje-Taastrup Kommune. Derudover har A.P. Møller Fonden givet en stor donation på 11 millioner kr. til efteruddannelse af lærerne i Høje-Taastrup Kommune, som skal være med til at ruste dem til at undervise i innovative projektforløb.

Fremtidens Skole forbereder børn og unge til at blive aktive mennesker og borgere i et foranderligt og højteknologisk samfund. Undervisningen baserer sig på et højt fagligt niveau og innovative læringsforløb, hvor eleverne arbejder på tværs af fagene med realistiske opgaver. Det vil sige at børn og unge skal lære ved at bygge, idéudvikle, løse problemer og bruge deres naturlige nysgerrighed, når de arbejder i skolen.

Gennem projektorienteret arbejde lærer eleverne både dansk, matematik og naturfag med videre, og bliver samtidig trænet i det, der kaldes det 21. århundredes kompetencer: kritisk tænkning, kreativitet, kommunikation og samarbejde. Erfaringer, også fra udlandet, viser, at læringsformen engagerer og løfter alle elevers niveau, uanset baggrund og forudsætninger.

Med Læringshuset har arkitektfirmaet Christensen & Co. Arkitekter (CCO) tegnet den første folkeskole i Danmark, der fra første streg til sidste sten er designet til undervisning i det 21. århundredes kompetencer. En skole hvor tryghed og innovation går hånd i hånd. Bygningen sikrer eleverne tilhørsforhold og arbejdsro med hjemmeområder og små nicher med plads til ro og fordybelse, samtidig med at de inspireres og får pirret deres nysgerrighed og læringslyst af maker spaces, faglige laboratorier og fremvisnings- og samarbejdsrum i forskellige størrelser.

En del af skolens stueetage fungerer som frontstage, der inviterer omverdenen ind til projektsamarbejder. Sammen med Åben Skole-konceptet skal det skabe forbindelse og samarbejde med det omkringliggende samfunds virksomheder, organisationer, foreninger og øvrige institutioner.

Vi glæder os til at byde børn, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere velkommen i Læringshuset i efteråret 2021”

Vi ses i Læringshuset
”Læringshuset kommer til at ligge i hjertet af den nye bydel Nærheden i Hedehusene. Her ligger også Springcenter Nærheden, som allerede i dag bliver flittigt benyttet af kommunens spring- og gymnastikforeninger. Tæt på skolen kommer der også en dagligvarebutik, boliger og et beboerhus.”