Mød skolelederen

Skolelederen i Læringshuset hedder Casper Madsen. På denne side kan du lære ham bedre at kende.

Skoleleder Casper Madsen taler med en gruppe elever

Skolen i udvikling

Casper Madsen er i gang med en stor opgave. Han skal lede Fremtidens Skole - Læringshuset i Nærheden.

Casper betegner det selv som lidt af et drømmejob, selvom det kræver hårdt arbejde at gøre folkeskolen endnu bedre end i dag. Men han føler også, det er er naturlig proces for folkeskolen, at den skal udvikle sig, i takt med at det omkringliggende samfund ændrer sig.

”Der er muligheder og potentiale, både når det kommer til at løfte vores børn og unge fagligt, og i forhold til at ruste dem med de personlige og sociale kompetencer, som de behøver for at klare sig godt i det 21. århundrede,” siger Casper, der glæder sig til Læringshuset står klar i Nærheden.

 

Allerede i gang med arbejdet

Selvom Læringshuset først åbner dørene i 2021, er han allerede trukket i arbejdstøjet. ”De nye rammer i Nærheden kommer til at danne fundamentet, men det er os, der skal skabe kulturen og fylde indhold i skoledagen,” forklarer Casper, der efter eget udsagn efterhånden er en af de personer i Danmark, der ved mest om entreprenørskab, kreativitet og projektbaseret læring i undervisningen, som bliver en af grundpillerne i Læringshuset.

Casper er ikke kun engageret arbejdsmæssigt i opgaven med at skabe Fremtidens Skole. På det personlige plan fylder emnet også en stor del af hans liv. Han brænder for at finde frem til nye metoder, der kan være med til at motivere og engagere eleverne, så de bliver gladere for at gå i skole og opnår en bedre læring. Det ene hænger nemlig sammen med det andet, understreger han.

”Derfor er vi allerede nu gået i gang med at arbejde med elevernes legende, eksperimenterende og undersøgende tilgang til verden gennem de her innovative læringsforløb på tværs af fagene,” fortæller Casper med hentydning til de længerevarende projektforløb, hvor eleverne løser autentiske opgaver i samarbejde med lokalsamfundet, erhvervslivet, foreninger, museer og lignende.

(artiklen fortsætter under billedet)

Skoleleder Casper Madsen mødes med forældre i Nærheden 14. januar 2020 Skoleleder Casper Madsen og skolebestyrelsesmedlemmer fra Charlotteskolen og Hedehusene Skole i Nærheden 14. januar 2020

Motivation ind i skoledagen

Ifølge Casper handler det i høj grad om elevernes motivation. ”Undersøgelser viser, at undervisningen skal stilladseres og rammesættes, og den skal tilpasses et bestemt niveau, hvor den nødvendige hjælp er til rådighed. Der skal også være variation i arbejds- og undervisningsformer, og eleverne skal have en aktiv rolle, hvor de selv får lov,” fortæller Casper, som fremhæver, at undervisningen også skal være mere virkelighedsnær og autentisk.

Når disse forhold gør sig gældende, bliver undervisningen mere spændende, meningsfuld og lærerig, og dermed mere motiverende for eleverne at deltage.

 

Nyt læringsmiljø

En stor del af Læringshusets fokus er blandt andet på at udvikle et nyt læringsmiljø. ”Med de nye rammer, som skyder op på byggepladsen i Nærheden, venter en anderledes og spændende hverdag i Læringshuset. Men de nye rammer stiller også nye krav til medarbejdere og ledelse samt elever og forældre, og det kræver tid, fokus og tålmodighed, når vi skaber det her nye læringsmiljø,” fortsætter Casper.

Alle, inklusiv ham selv, har store forventninger til Læringshuset, så det er vigtigt for ham, at Læringshuset kommer godt i gang med processen fra starten. Det glæder ham derfor, at der er god energi og godt humør i den igangværende proces.

”Læringshuset er en skole, så selvfølgelig skal det faglige være omdrejningspunktet, og ikke projektet i sig selv. Men der skal ikke være tvivl om, at vi vil gå nye veje i vores ambitiøse stræben efter at nå vores mål omkring højere trivsel og bedre faglige resultater. Læringshuset skal være dagsordensættende for vores folkeskole”, afslutter Casper.

 

Baggrund

Før Læringshuset har Casper været skoleleder på Præstø Skole og Sorø Privatskole samt afdelingsleder på Skt. Josefs Skole. Han har en mastergrad i offentlig ledelse og er derudover uddannet lærer.

Hvis du har nogen spørgsmål til skolelederen i Læringshuset, er du velkommen til at kontakt Casper på tlf. 24 91 72 57 eller mail casperma@htk.dk

(artiklen fortsætter under billedet)

Skolelederens udvalgte citater

Mahatma Gandhi Mahatma Gandhi

"Lev som om du skulle dø i morgen, lær som om du skulle leve for evigt" - Mahatma Gandhi, indisk politiker og åndelig leder 

Platon

"Hvad jeg hører, glemmer jeg, hvad jeg ser, husker jeg, hvad jeg gør, ved jeg." - Platon, græsk filosof 

Einstein

"Uddannelse er ikke indlæring af fakta, men træning af sindet til at tænke." - Albert Einstein, tysk fysiker og matematiker

Chuck Grassley

"Hvad der gør et barn begavet og talentfuldt er måske ikke altid gode karakterer i skolen, men en anderledes måde at se på verden og læring" - Chuck Grassley, amerikansk senator

Kierkegaard 

"Den vise vejleder fører mig ikke ind i sit eget visdomshus, men leder mig til min egen klogskabs dørtærskel." - Søren Kierkegaard, dansk teolog og filosof

Robinson

"Taget i betragtning af de udfordringer, vi står overfor, så behøver læring ikke at reformeres - den skal transformeres. Nøglen til denne transformation er ikke standardisering af læring, men at personalisere den, at bygge præstation på at finde hvert barns individuelle talent, og at sætte de studerende i et miljø, hvor de vil lære, og hvor de på en naturlig måde kan opdage deres sande lidenskaber." - Ken Robinson, britisk forfatter

Schwab

"Vi er i dag midt i den fjerde industrielle revolution. Vi trues af er utal af farer og risici. Men jeg tror, at revolutionen på langt sigt måske kan bidrage til en bedre verden. Man er nødt til at træffe en beslutning. Vil man kapsle sig ind i fortiden og skyde alt det, der er omkring en i samtiden, fra sig? Eller vil man omfavne fremtiden? De omvæltninger, vi står midt i, tvinger os til at overveje vores egen eksistens." - Klaus Schwab, tysk grundlægger af World Economic Forum

(artiklen fortsætter under billedet)

Gruppemøde med medarbejdere Medarbejdere i et gruppemøde

Skolelederens opgaver

Skoleleder er en betegnelse for den øverste chef i Læringshuset. Derudover er der en souschef og et antal afdelingsledere med ansvar for dele af Læringshuset.

Skolelederen har mange af de samme opgaver som ledere i det private - for eksempel økonomistyring, personaleledelse og fordeling af arbejdsopgaver. Derudover sidder skolelederen med i skolebestyrelsen og forskellige udvalg samt deltager i mange af skolens øvrige møder. Skolelederen har også ansvaret for faglig- og pædagogisk kompetenceudvikling af medarbejdere og skoleudvikling generelt, herunder Åben Skole samarbejdet med lokalsamfundet.

Skolelederen har desuden ofte et udstrakt samarbejde enten direkte eller indirekte med politikere i kommunalbestyrelsen, regionsrådet og folketinget.

Vi ses i Læringshuset